Vi fortsætter med at modtage tilmeldinger til fjernvarme

11. september 2023

Ved bestyrelsesmøde 11/9 blev følgende vedtaget: Standard tilslutningsbidraget sænkes permanent til 50.000 kr. inkl. moms og der kommer ikke en ny deadline for tilmelding. Projektet igangsættes når vi har 859 tilmeldte, og dermed sikres et økonomisk solidt varmeværk de næste mange år i Assentoft. Hvis de 859 ikke nås inden midten af foråret, vil bestyrelsen evaluere projektet og gentænke hvordan der kan etableres fjernvarme i byen. Stor tak til alle jer, som har tilmeldt jer, aktuelt er det 718 boliger og erhverv.

 

Gode og dårlige nyheder

Den gode nyhed er derfor at projektet ikke er sat i stå. Den dårlige nyhed er, at nuværende tidsplan bliver forsinket, fordi vi venter på de sidste tilmeldinger, og derfor ikke endnu kan færdiggøre udbudsfasen.

Vi afholder en workshop i oktober hvor der i et større panel arbejdes med projektet, og med hvordan vi kommer helt i mål med antal tilmeldinger. Panelet bliver sammensat af både tvivlere og allerede tilmeldte. Vi glæder os til at kunne offentliggøre resultatet af workshoppens arbejde.

 

Tag fat i nabo, familie og venner

Derfor: Tag fat i nabo, familie og venner i Assentoft og Drastrup, og få en god snak om den unikke chance for at få fjernvarme i byen. Husk, fjernvarme er et fællesskab hvor vi sammen sikrer billig, nem og grøn varme mange år fremad. Lige nu er der 720 boliger, som ser frem til at få fjernvarme, og vi mangler kun lige 140 boliger for at kunne gå videre. Der er ca. 400 naboer tilbage i byen som stadig er i tvivl - så en god chance for lige at mødes over hækken.

Følg med de kommende måneder, vi kommer med nyheder og informationer løbende.

 

Har du en god idé?

Send også gerne ideer til arrangementer, materialer, hjælp, sponsorat o.lign. som du tænker er relevant. 

 

Du kan sende til vores informations mail på: assentoft-forsyning@tlv.dk

 

På forhånd tak.

Fjernvarme er et fællesskab: Det er nu vi skal have hentet de sidste 140 tilmeldinger.